Tema 2
Er demokratiet til salg i Europa?
Den 23. juni 2016 går der chokbølger igennem EU. Storbritannien, en af unionens politiske og økonomiske mastodonter, har ved en folkeafstemning afgjort, at de ønsker at forlade EU.
Resultatet kom som en overraskelse, da meningsmålingerne over en bred kam længe havde forudsagt det modsatte. 51,89 % af vælgerne stemte for at forlade EU, mens 48,11 % stemte for at forblive.
Afstemningens resultat kan analyseres ud fra en række faktorer, og her er det særligt interessant at kigge på den digitale indflydelse. I forbindelse med Brexit, som briternes ’skilsmisse’ fra EU populært kaldes, har der været en global og offentlig debat om, hvilken rolle flere forskellige virksomheder med relation til databaseret politisk markedsføring har spillet i briternes valg om at udtræde af EU.
Vi skal dog over Atlanten for at finde en sag, hvor en virksomhed med speciale i digital og databaseret politisk markedsføring har spillet en veldokumenteret rolle i forbindelse med en demokratisk proces.
I 2016 vandt den undertippede republikanske præsidentkandidat Donald J. Trump som bekendt det amerikanske præsidentvalg. Langt de fleste politiske kommentatorer, bookmakere og endda meningsmålinger havde spået om dette valgresultat på forhånd, og det har siden givet anledning til mange analyser af, hvad der var udslagsgivende for Donald J. Trumps valgsejr.
En de mest markante forklaringer er effekten af Trumps digitale valgkampagne, der blandt andet blev drevet af virksomheden Cambridge Analytica.
I en digital verden, hvor en stor del af livet leves og medieres igennem smartdevices, apps og sociale medier, kan man argumentere for, at du ikke længere er helt alene i dine egne tanker, når du sidder og læser en tekst som denne. For der er med al sandsynlighed andre end dig, der læser med. ’Andre’ er i det her tilfælde hverken en underbetalt IT-arbejder uden for Danmarks grænser eller en CIA-agent, men derimod en algoritme, en computer, der er i fuld gang med at lære dig at kende: Hvor er du? Hvad laver du? Hvordan bruger du din tid og penge? Hvordan, med hvem og om hvad kommunikerer du? Hvad føler du? Hvordan tænker du? Og ikke mindst hvordan handler du?
Figur 2.0. Sådan blev 50 mio. Facebook profiler kapret.
Figuren er udarbejdet af Kforum/Bias. Du kan læse mere her.
Cambridge Analyticas daværende direktør, Alexander Nix, har ikke været tilbageholdende med at proklamere virksomhedens effektfulde ydelse i online politisk markedsføring. På deres – nu lukkede hjemmeside – stod der fx i 2017:
- With up to 5.000 data points on over 230 million American voters, we build your custom target audience, then use this crucial information to engage, persuade, and motivate them to act
Der er siden skrevet meget om Cambridge Analyticas metoder, og der er fortsat tvivl om, hvilke af de mulige indgreb, der specifikt blev anvendt i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2016. Det ligger dog fast, at et af hovedprodukterne i virksomhedens forsøg på at få vælgere til at stemme på Trump var brugen af den såkaldte microtargeting. Dette begreb dækker over en ny form for politisk markedsføring, der er databaseret, og dermed har til formål at ramme specifikke vælgere ud fra en databaseret viden om disses personlighed.
Du er, hvad du liker
Cambridge Analytica byggede sin microtargeting-model ud fra psykologen Michal Kosinskis arbejde på Cambridge University – deraf navnet på virksomheden. Modellen baserede sig på den psykometriske personlighedsmodel The Big Five, der kigger på fem vigtige faktorer ved menneskers personlighed.
I 2012 beviste Kosinski, at han ud fra blot 68 likes (fra én bruger) på Facebook kunne forudse vedkommendes hudfarve med op til 95 procents sandsynlighed, seksuel orientering med 88 procents sandsynlighed samt deres relation til Demokraterne eller Republikanerne med op til 85 procent.
Du kan faktisk selv lege med dette værktøj, der er drevet af University of Cambridge.
Alexander Nix har siden forklaret, at Cambridge Analytica købte personlige data fra en lang række datakilder, heriblandt landes registerdata, shoppingdata fra bonuskort, magasinabonnementer og endda data fra kirkebesøg.
Mange har spekuleret i, at netop Donald Trumps karakter var som skræddersyet til microtargeting, da hans udsagn er mangeartede og ofte modsatrettede, hvilket betyder, at det gjorde muligt for kampagnen at fordele passende budskaber ud til hver enkelt borger alt efter dennes psykologiske profil og verdensbillede.
For at kunne bruge microtargeting som et værktøj i Trumps valgkampagne, krævede det således en database med informationer om amerikanske vælgere. Denne database gik under navnet Project Alamo og indeholdt angiveligt data på 220 millioner vælgere, og nedenfor kan du læse om en af de måder, databasen blev brugt i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.
’Project Alamo’
There may be some fake news on Facebook, but the power of the Facebook advertising platform to influence voters is very real. This is the story of how the Trump campaign used data to target African Americans and young women with $150 million dollars of Facebook and Instagram advertisements in the final weeks of the election, quietly launching the most successful digital voter suppression operation in American history.
Throughout the campaign, President-Elect Donald J. Trump shrewdly invested in Facebook advertisements to reach his supporters and raise campaign donations. Facing a short-fall of momentum and voter support in the polls, the Trump campaign deployed its custom database, named Project Alamo, containing detailed identity profiles on 220 million people in America.
With Project Alamo as ammunition, the Trump digital operations team covertly executed a massive digital last-stand strategy using targeted Facebook ads to ‘discourage’ Hillary Clinton supporters from voting. The Trump campaign poured money and resources into political advertisements on Facebook, Instagram, the Facebook Audience Network, and Facebook data-broker partners. (…)
The goal was to depress Hillary Clinton’s vote total. “We know because we’ve modeled this,” the senior Trump official said. “It will dramatically affect her ability to turn these people out.”
For example, Trump’s digital team created a South Park-style animation of Hillary Clinton delivering the “super predator” line (using audio from her original 1996 sound bite), as cartoon text popped up around her: “Hillary Thinks African Americans are Super Predators.” Then, Trump’s animated “super predator” political advertisement was delivered to certain African American voters via Facebook “dark posts” — nonpublic paid posts shown only to the Facebook users that Trump chose.
Uddrag fra Joel Winston, ‘How the Trump Campaign Built an Identity Database and Used Facebook Ads to Win the Election’, Medium.com, November, 2016.
Men bør vi som europæiske borgere overhovedet være bekymrede, når der endnu ikke er bevist at anvendelsen af den slags manipulerende digital marketing inden for EU’s grænser?
Det mener Margrethe Vestager, som er ledende næstformand i EU-kommissionen og leder af Kommissionens arbejde om digitalisering. Vi spurgte hende, hvordan EU-kommissionen forholder sig til disse udfordringer, der relaterer sig til sociale medier og politik.
Sandt eller falsk – er vi på vej ind i en postfaktuel tidsalder?
Den græske filosof Platons største anke mod demokratiet var, at ”sandheden kan ikke blot defineres af flertallets stemme”. Project Alamo og Cambridge Analytica muliggjorde ved hjælp af microtargeting at præge den demokratiske valgproces, på en måde der i mange tilfælde var baseret på misinformation. Dette blev afgørende for Trumps valgkampagne. Valget demonstrerede for alvor, hvordan den digitale verden er blevet afgørende for den demokratiske debat. Selvom internettet har muligjort et mere demokratisk samfund, hvor alle borgere har adgang til informationer, viden og den demokratiske debat, så stiller den digitale tidsalder langt større krav til vores kildekritik. Det mener forfatterne til bogen Infostorms, Vincent Hendricks og Pelle Guldborg Hansen, som påpeger, at mens EU’s borgere i bredt omfang har adgang til store mængder artikler, nyhedssites, facebookgrupper, blogs, så er mange kilder ikke pålidelige. På samme måde er antallet af læsere, likes og delinger heller ikke altid en garant for, at den viden der formidles er sandfærdig. I følge Hendricks og Hansen er der altså et grundlæggende behov for at man i det digitale samfund formår at adskille, hvad der er viden, og hvad der er information.
Den grundlæggende regel er, at viden også er information, men information ikke nødvendigvis er viden. Viden er altså en sand information, der har gennemgået en videnskabelig metodisk procedure for at bevise sin sandfærdighed. Problemet med den videnskabelige metode er, at den kan være langsommelig og ofte skal foretages af flere uafhængige instanser. Til gengæld har viden værdi i forbindelse med f.eks. beslutningstagning end informationer har, da viden reelt kan forventes at fortælle os noget gældende eller måske endda sandt om samfundet.
Informationer er i modsætning til viden ofte meget lige til, simple og hurtige at sende afsted, hvilket har gjort dem meget konkurrencedygtige på et online nyhedsmarked, der er defineret ved den konstante jagt på nye input og ikke mindst information, der vækker følelser og interesse hos nyhedsforbrugeren.
Mange af os har oplevet at have læst historier online med usande informationer. Af aktuelle eksempler kan QAnon-bevægelsen nævnes. Flere millioner mennesker har nemlig tilsluttet sig konspirationsteorien QAnon, der blandt andet mener, at verden styres af en magtfuld elite, der driver en satanistisk pædofiliring, hvor de tapper livsforlængende kemikalier fra børns blod. Løsningen, mener de, er USA’s præsident, Donald J. Trump, da han er den eneste, der kan stoppe dem. Men selvom den her teori selvfølgelig ikke har noget med virkeligheden at gøre, så er den svær at ignorere. USA’s nationale sikkerhedstjeneste, FBI, advarede i 2019 om, at QAnon-bevægelsen kan blive en potentiel terrortrussel, og lige nu står flere QAnon-tilhængere til at blive stemt ind i den amerikanske kongres. På sociale medier har QAnon-tilhængere delt indhold med ofte opfordringer til vold mod bestemte personer eller grupper. Det fik både Facebook, Youtube og Twitter i oktober 2020 til at fjerne alt indhold knyttet til bevægelsen.
Et andet eksempel er den udbredte historie om, at 5G-masterne stod bag COVID-19 udbruddet. 5G internet er, som måske bekendt, det nyeste skud på stammen inden for mobile netværk, hvor 4G lige nu er den bedste og mest brugte løsning, der findes. 3G, 4G og nu også snart 5G er det netværk, der gør, at vi kan gå på internettet med en smartphone eller tablet, når vi ikke er koblet på en bredbånd- eller fiberforbindelse. G’et står for generation. I forbindelse med at coronavirus bredte sig til hele verden, begyndte en konspirationsteori at florere på især sociale medier om, at 5G-master var skyld udbredelse af coronavirus. Det resulterede blandt andet i, at 5G-modstandere i Storbritannien satte ild til flere 5G-master.
Når algoritmer ikke prioriterer ud fra, hvad der er viden, og hvad der er information, men i stedet prioriterer populært eller ekstremt indhold, som brugere har en større tilbøjelighed til at engagere med, så er det et demokratisk problem, ifølge Margrethe Vestager. Og det er noget, EU arbejder imod.
Viden om dig er en profitabel forretning
Som du hidtil har kunnet læse, er det altså ikke tilfældigheder, der gør, at store dele af verdens befolkning i stigende grad retter blikket nedad mod den lysende skærm. De apps og websites, der for de fleste forbrugere fremstår som gratis serviceydelser, er på rekordtid blevet ekstremt profitable forretninger. Ikke mindre end syv ud af ti af verdens største børsnoterede virksomheder baserer sig på en forretningsmodel, der kan føres tilbage til logikken i overvågningskapitalismen. Dette er blandt andet et resultat af et andet kendetegn ved disse virksomheder: De opkøber hele tiden nye tech-virksomheder for at styrke deres samlede algoritmiske kendskab til brugeren og dermed styrke deres position for videresalg af dette kendskab.
Hvis man kigger på figur 2.1 står det klart, at det, der for forbrugeren fremstår som forskellige virksomheder, ofte er forbundet i en virksomhedsstruktur, hvor der i sidste ende er tale om en og samme ejer. En struktur der i virksomhedssprog kaldes et konglomerat. Blandt de mest markante techkonglomerater er virksomheden Alphabet, der er Googles moderselskab, der udover en lang række velkendte Google-produkter (Drev, Gmail, Meet og naturligvis søgemaskinen) også ejer den gigantiske videoplatform YouTube samt en lang række andre relaterede virksomheder. En anden aktør, der også kan betegnes som meget væsentligt er Facebook. Facebook opkøbte i 2012 Instagram for én millard dollars (i dag er Instagram estimeret til mere end 100 milliarder dollars) og i 2014, opkøbte Facebook WhatsApp til en pris på omkring 18 milliarder dollars. Disse opkøb placerer Facebook ved siden af Alphabet som en af verdens mest magtfulde virksomheder i det Zuboff karakteriserer som overvågningskapitalismens tidsalder.
Internettets flokmentalitet – demokratiet på rulleskøjter
Det er blandt andet muligheden for delinger og likes, der kan være med til at vise et fejlagtigt billede af en informationskildes værdi og berettigelse. Et enkelt like er ligegyldigt, mens mængden af aggregerede likes kan give et meget kraftigt offentligt signal om, hvad det rigtige at gøre er, hvad man bør tro på, eller hvad for et politisk synspunkt du skal have. Har flere millioner liket eller delt en historie eller konspirationsteori vil vedkommende, der læser nyheden, velvidende om de mange delinger, være mere tilbøjelig vurdere indholdet som mere sandfærdigt. Et opsigtsvækkende er den stigende tilslutningen til anti-vaccine bevægelse henover hele verden herunder også Europa. Anti-vax bevægelsens har vokset betydeligt under coronapandemien, hvilket blandt andet har ført til et fald på 20 procent af indbyggere i Tyskland, der ønsker at blive vaccineret.
Usandheder har naturligvis også kunne sprede sig tidligere, men på grund af sociale medier kan sandhed falde i baggrunden, og en folkestemning kan opstå ved manipulation af den information, som befolkningen forholder sig til. Det betyder blandt andet, at dem der kan erobre det offentlige rum, er dem, der sidder på magten. Det er således ikke i samme grad kvaliteten eller verifikationen af et standpunkt, der tæller, men dets ekstremitet og evne til at opnå tilslutning.
EU kommissionens handlingsplan for bekæmpelse af desinformation (2018)
- Forbedret påvisning: Taskforce for strategisk kommunikation og EU-enhed for analyse og udveksling af oplysninger om hybride trusler i Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) samt EU-delegationerne i nabolandene vil blive styrket med et betydeligt antal supplerende specialiseret personale og dataanalyseredskaber. EU-Udenrigstjenestens budget til strategisk kommunikation, som er afsat til håndtering af desinformation og oplysning om disses negative virkninger, forventes at blive mere end fordoblet fra 1,9 millioner EUR i 2018 til 5 millioner EUR i 2019. EU-medlemsstaterne bør supplere disse foranstaltninger ved at styrke deres egne midler til at håndtere desinformation.
- Koordineret indsats: Et særligt system til hurtig varsling vil blive oprettet mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne for at lette udvekslingen af oplysninger og vurderinger af desinformationskampagner og for at kunne varsle om desinformationstrusler i realtid. EU-institutionerne og medlemsstaterne vil også have fokus på en proaktiv og objektiv kommunikation om EU’s værdier og politikker.
- Onlineplatforme og -sektor: Underskriverne af adfærdskodeksen bør hurtigt og effektivt gennemføre forpligtelserne i henhold til adfærdskodeksen med fokus på de tiltag, som er presserende før valget til Europa-Parlamentet i 2019. Dette omfatter især sikring af gennemsigtigheden ved politiske annoncer, optrapning af bestræbelser på at lukke aktive falske konti, mærkning af ikkemenneskelige interaktioner (beskeder, der spredes automatisk gennem “botter'”) og samarbejde med faktatjekkere og akademiske forskere for at påvise desinformationskampagner og gøre faktatjekket indhold mere synligt og vidtrækkende. Kommissionen vil med hjælp fra de europæiske tilsynsmyndigheders gruppe, der er ansvarlig for audiovisuelle medietjenester, sikre en tæt og fortsat overvågning af gennemførelsen af forpligtelserne.
- Øget bevidstgørelse og større indflydelse til borgerne: Udover de målrettede oplysningskampagner vil EU-institutionerne og medlemsstaterne fremme mediekendskabet gennem særlige programmer. Der vil blive tilvejebragt støtte til nationale tværfaglige teams af uafhængige faktatjekkere og forskere for at påvise og afsløre desinformationskampagner på de sociale medier.
Du kan læse mere her.
I yderste konsekvens kan man i dag påstå, at vi i det digitale Europa, er gået fra et demokrati til et stadie man kan kalde for det postfaktuelle demokrati.
I det postfaktuelle demokrati erstattes faktuel viden med den historie, der fortælles bedst. Kriteriet for at historien spredes, er et spørgsmål om at få den til at gå viralt, og slutmålet i politik er at maksimere antallet af stemmer – uanset, hvordan dette realiseres.
Hvad betyder det for demokratiet? Et synspunkt er, at når demokratiet ikke har specifikke kanaler, der kan verificere sandhedsværdien af forskellige data og information, så er det en naturlig konsekvens, at vi som borgere ikke længere kan skelne mellem virkelighed, sandhed, halve sandheder og usandheder i vores demokratiske beslutningsproces og når krydset skal sættes.
Uden en fælles forståelse af sandhed, og hvordan den opnås, står vi tilbage i et postfaktuelt demokrati.
Vi spurgte Margrethe Vestager, hvordan EU-kommissionen forholder sig til regulering af ytringer på de sociale medier.
Den polariserede debat – hvordan kan vi blive enige, hvis vores verdener er fundamentalt forskellige?
En anden udfordring i forhold til borgerens mulighed for at opnå viden i et digitalt Europa, kan forklares ud fra de såkaldte filterbobler.
I bogen The Filter Bubble forklarer forfatteren Eli Pariser, at en filterboble opstår, når en algoritme på en internetside udvælger skræddersyet indhold til den enkelte bruger baseret på information om brugerens tidligere ageren på internettet. Det kan være, hvor brugeren befinder sig, hvad brugeren tidligere har søgt efter og klikket på. Resultatet er, at brugeren bliver afholdt fra at se informationer, som ikke stemmer overens med egne synspunkter, og dermed bliver brugeren isoleret i sin egen kulturelle og ideologiske boble.
Eksempelvis kan Googles personaliserede søgeresultater nævnes, eller Facebooks personaliserede nyhedsfeed, som rangerer statusopdateringer, så du først og fremmest ser opdateringer fra de venner, du har interageret mest med.
Disse algoritmer er programmeret i et kommercielt øjemed, som vi har kortlagt i kapitel 1 i denne iBog og har til hensigt at målrette reklamer til den mest relevante forbruger, men hvad er en forbruger egentlig? Er man også en „forbruger“, når man som borger søger viden om verden? Og er artikler, nyheder og journalistik så en vare?
Vi står i dag i en situation, hvor internettets algoritmer i høj grad styrer, hvilken information der popper op på vores respektive smartphones og computerskærme.
Hvad betyder det så konkret? I praksis betyder det at en borger, der kunne tænkes at stemme på Enhedslisten vil få et andet resultat ved en Google-søgning end en borger, der stemmer på Liberal Alliance. Ganske enkelt fordi Googles algoritmer vil kunne gennemskue borgerens interesse på baggrund af tidligere søgninger og adfærd på nettet.
I yderste konsekvens kan man i dag påstå, at vi i det digitale Europa, er gået fra et demokrati til et stadie man kan kalde for det postfaktuelle demokrati.
I det postfaktuelle demokrati erstattes faktuel viden med den historie, der fortælles bedst. Kriteriet for at historien spredes, er et spørgsmål om at få den til at gå viralt, og slutmålet i politik er at maksimere antallet af stemmer – uanset, hvordan dette realiseres.
Hvad betyder det for demokratiet? Et synspunkt er, at når demokratiet ikke har specifikke kanaler, der kan verificere sandhedsværdien af forskellige data og information, så er det en naturlig konsekvens, at vi som borgere ikke længere kan skelne mellem virkelighed, sandhed, halve sandheder og usandheder i vores demokratiske beslutningsproces og når krydset skal sættes.
Uden en fælles forståelse af sandhed, og hvordan den opnås, står vi tilbage i et postfaktuelt demokrati.
På samme tid kan vi læse i statistikkerne, at danskerne i stigende grad får deres nyheder fra de sociale medier. Dette kan du se i figuren neden for.
Figur 2.2. Flertallet af danskerne får deres nyheder fra sociale medier, især fra Facebook.
Figur 2.3. En ud af fem danskere er ikke opmærksomme på kilderne.
Figur 2.2 og 2.3 er udarbejdet af PEW Research Center. Du kan læse mere her.
Det kan umiddelbart lyde harmløst, men hvis resultatet er, at europæiske borgere i stigende grad disponeres for information og viden, der bekræfter og forstærker det verdensbillede de allerede tror på, kan det have negative konsekvenser for den pluralistiske debat i demokratiet.
Skrækscenariet er, at befolkningen bliver delt op i segmenter, hvor hvert segment kun bliver fodret med det syn på verden, som bekræfter deres eksisterende holdning. Resultatet er, at den brede demokratiske debat knækker midt over, og at debatten bliver mere polariseret end tidligere.
Hvad er et demokrati uden frit tænkende individer?
Den sidste udfordring for de europæiske borgere i det digitale samfund drejer sig om noget som basalt, som vores ret til selvbestemmelse. De fleste borgere i EU er klar over, at vi lever i en af de mest frie regioner i verden. Vi har adgang til rent drikkevand, de fleste har tag over hovedet om natten, og vi lever i en velstand, som mange andre regioner i verden misunder os. Derudover er landene i EU (med få undtagelser) liberale demokratier, der sikrer borgernes grundlæggende frihedsrettigheder, folkestyre og stærke institutionerne, der beskytter mod magtmisbrug.
Som præsenteret i kapitel 1 arbejder virksomheder i techbranchen på et dybere psykologisk plan med at fastholde din opmærksomhed med henblik på at blive kloge på din adfærd, dine tanker og dine motiver (psykografiske data) for i sidste ende at kunne sælge denne viden til en ekstern virksomhed, der ønsker at sælge dig noget.
Men hvad gør det egentlig med vores ret og evne at tænke frit, at store virksomheder – bag vores ryg – konstant søger at manipulere med vores tankegang med henblik på at sælge os noget? Hvad hvis det noget ikke var et fysisk produkt de vil sælge os, men en politisk holdning, der i sidste ende skal flytte krydset på den stemmeseddel, vi putter i valgurnen.
- Det er min påstand, at vi nu står over for det øjeblik i historien, hvor den grundlæggende ret til at definere fremtiden er truet af en verdensomspændende digital arkitektur bestående af adfærdspåvirkning, der ejes og opereres af overvågningskapitalen, nødvendiggøres af dens økonomiske imperativer og bliver drevet frem af dens bevægelseslove, det alt sammen til glæde for dens garanterede resultater
Shoshana Zuboff i ”Overvågningskapitalismens tidsalder – kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje” (2019)
Instrumentær magt – kampen for at gøre verden forudsigelig
Som en del af sin analyse af overvågningskapitalismens tidsalder stiller Shoshana Zuboff skarpt på, hvordan der skabes en form for magt til at forudsige mennesker, der reelt medfører, at ideen om den frie borger er under pres. Dette pres stammer fra en ny form for magtstruktur, der omgiver den nye borger; den instrumentære magt.
Instrumentær magt betyder, at borgerne bliver reduceret til en slags marionetdukker, som styres af de moderne dukkeførere – datavirksomheder som Google og Facebook – der igennem vores data kan føre os rundt efter forgodtbefindende. Den instrumentære magt har til formål at forudsige og påvirke borgernes adfærd således, at vi følger de kommercielle – men også potentielt politiske – adfærdsmønstre, som højestbydende aktør på det frie marked ønsker. Borgeren er i det digitale europæiske samfund således i risikozonen for at blive til marionetdukken, der nok har arme og ben, der kan få den til at ligne et frit individ, men ved nærmere eftersyn er styret af usynlige snore, der føres af dukkeføreren. Illusionen om at individet handler og tænker frit er altså opretholdt, men studerer man vores beslutningsprocesser nærmere, synes de knap så frie.
Til at illustrere den instrumentære magt kan vi med fordel bruge eksemplet fra Cambridge Analytica-skandalen.
Virksomheden arbejdede med en kategorisering af 3,5 millioner afroamerikanske vælgere som vælgere, der skulle ’afskrækkes’ fra at stemme ved hjælp af microtargeting og eksponering af skræddersyede budskaber via sociale medier. Her er der tale om en manøvre, hvor en aktør med anvendelse af data om enkelte mennesker aktivt søger at påvirke borgere til ikke at gå ned og stemme til et amerikansk præsidentvalg. En proces der er så psykologisk raffineret, at disse borgere kan ende med ikke at stemme ud fra en overbevisning om, at de selv har truffet dette fravalg, og dermed være evigt udvidende om, at eksterne aktører har arbejdet aktivt på et psykologisk niveau for at promovere denne handling.
I den klassiske forståelse af tvang, fandt der i dette tilfælde ingen tvang sted. Ingen soldater har banket på døren og inddraget de pågældende borgeres ret til at stemme. Netop den latente og skjulte magthandling er essensen i den instrumentære magt. At mennesker og borgere påvirkes i deres tankegang igennem mediering af den information, vi har adgang til, og derved manipuleres til at handle som den medierende part (dem der vil betale for adgang til vores data) ønsker vi skal handle eller – som i dette tilfælde – ikke handle.
- Anyone now – with the right amount of money and the right skills – can come along and connect the dots to manipulate us towards their own ends. This is instrumentarian power. And if we’re looking out for ‘big brother’ and if we’re looking for soldiers, we’re missing out the power that is already saturating our lives”
Shoshana Zuboff I “Langsomme samtaler om USA” med Rune Lykkeberg